Pas på dig selv og pas på os

Thor Jørgensen, direktør i føtex, om COVID-19-virussen:

Kære kunder

Hverdagen er vendt på hovedet. Imens størstedelen af den danske befolkning er sendt hjem, er der livsvigtige funktioner, der tager af sted hjemmefra og knokler som aldrig før.

Sundheds- og plejepersonalet, der passer på vores syge og ældre. Renovations-medarbejderne, der henter vores affald. Transporterhvervene der sørger for, at vi stadig kan få varer, så hverdagen kan fortsætte. Og detailhandlen, der sørger for at vi kan købe ind og få mad på bordet.

Føtex hører til i den sidste kategori. De seneste uger har budt på udfordringer, som vi aldrig har set magen til. Ligesom resten af danskerne blev vi taget på sengen. Men vi har en klar mission: vi tager på arbejde, fordi danskerne har brug for en sundhedsmæssigt forsvarlig adgang til de daglige livsnødvendigheder.

Der er varer nok til alle

Som du måske har set i nyhederne, er der blevet købt meget ind de sidste par uger. Det er helt forståeligt. Vi skal alle pludselig brødføde hele familien både morgen, middag og aften. I føtex arbejder vi i døgndrift på at fylde hylderne op. Det bliver vi ved med, og heldigvis ser vores indkøbsvaner også ud til at være tilbage til et normalt niveau. Min opfordring til dig som kunde er, at du handler med omtanke. På den måde sikrer vi, at der er nok til alle. Vores leverandører leverer varer til vores butikker hver dag, så jeg garanterer, at du ikke kommer til at mangle hverken påskeæg eller sild til det kolde påskebord.

I et forsøg på at give alle bedre mulighed for at handle, så vi undgår at være for mange i butikken på samme tid, har vi valgt at ændre på vores åbningstider. Fremover holder vi åbent fra kl. 7 om morgenen. Brug derfor hele vores åbningstid. Køb ind på skæve tidspunkter. På den måde bidrager du til med en lille handling til at gøre en kæmpe forskel.

Hvis du har mulighed for det, så vil vi blive glade, hvis du betaler med dankort eller mobil. Det minimerer både smitterisikoen for dig og vores medarbejdere. Endelig: hvis du har en sårbar, syg eller ældre nabo, så spørg, om du må handle for ham eller hende. Det skylder vi hinanden.

Det skal være sikkert og trygt at handle

Måske har du allerede lagt mærke til det. Din føtex har ændret sig markant de sidste uger. Det har den fordi vi skal passe på hinanden, og fordi det skal være trygt og sikkert at handle hos os.

Vores kunders og medarbejderes helbred er vores absolutte top-prioritet

Vi har valgt at sætte klistermærker på gulvet, der hjælper dig med at holde den rette afstand, når du står i kassekøen. På den måde minimerer vi tæt kontakt. Ved kassen møder du beskyttende plexiglas, som skærmer dig og vores kassemedarbejdere for smitterisiko.

Jeg håber, at du vil bære over med os, når vi hver halve time, over højttaleren, beder dig og vores medarbejdere om at spritte hænderne af. Vores medarbejder er vores top-prioritet og derfor håber jeg, at du vil give dem et mentalt klap på skulderen, hvis du høfligt bliver bedt om at holde afstand eller spritte af, inden du går ind i en af vores butikker.

Og når du henter fredagsslik til dit barn, så husk på, at det er for vores alles skyld, at vi har fjernet bland-selv-slik for en stund.

Det gør mig både stolt og glad, når jeg ser, hvordan du som kunde samarbejder med vores personale for at styrke sikkerheden for alle. Vi kan se, at stadig flere begynder at købe ind alene. I dag har vi 30 procent færre kunder i butikkerne end vi plejer at have – uden at vi sælger mindre.

Tusind tak for din opbakning!

Opbakning og støtte til kollegaer 

Disse tider kræver lidt ekstra af os, situationen er på mange måder også tæt inde på livet af mange af vores 12.000 kolleger. Nogle er personligt påvirket og andre gennem at skulle tage vare på deres nære og kære. De udfylder alle en vigtig rolle for os, og det giver så uendelig meget motivation, når man læser de positive tilkendegivelser, som der hver dag bliver lagt op på vores Facebook-sider. Et smil og et mentalt klap betyder, at vi hver dag kan gå lidt længere.

Vores folk i karantæne får fuld løn i hele perioden, gravide og de som ikke ønsker eller kan være på arbejde er blevet sendt hjem. I Salling Group hjælper vi hinanden på tværs for at få alle ender til at mødes. Det giver en den stolthed, som jeg håber, at I også kan mærke i vores butikker.

Hurtigere tilbage til hverdagen

Ingen ved endnu, hvor længe denne situation varer ved. Vi må væbne os med tålmodighed og indstille os på, at den med stor sandsynlighed fortsætter et godt stykke tid endnu. I føtex er vi parate til at tage udfordringen op. Men som altid, er vi intet uden vores kunder.

 

Information om åbningstider

Fem gode råd